Forretningsbetingelser

1. Indledning

Disse forretningsbetingelser gælder for enhver opgave, som Tvermoes Advokater ApS, CVR-nr. 20910747, påtager sig, medmindre andet er aftalt skriftligt.  

Tvermoes Advokater er organiseret som anpartsselskab og indehaves af advokat Klaus Ulrik Tvermoes, der er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del af Advokatsamfundet. I tillæg til forretningsbetingelserne udøver Tvermoes Advokater advokatvirksomhed i overensstemmelse med de advokatetiske regler, som kan findes på www.advokatsamfundet.dk, og retsplejelovens regler om advokater.


2. Opgaven

Når vi påtager os en ny opgave for private klienter – og efter aftale med erhvervsklienter – udarbejder vi et aftalebrev/bekræftelse. Dette fastslår vores forståelse af opgaven, hvilket arbejde vi forventer at skulle udføre, hvilke medarbejdere der vil være tilknyttet sagen, honorarsatserne for de pågældende personer og om muligt et samlet honorarskøn for opgaven. Vi skønner det samlede honorar i forhold til den forventede arbejdsopgave. Hvis arbejdsopgaven ændres i takt med, at vi kommer dybere ind i sagen, vil vi orientere om de ændrede forudsætninger. I løbende klientforhold og i mindre sager, hvor klienten selv entydigt har beskrevet opgaven, eller i hastesager, kan dette fraviges.


3. Interessekonflikter

Vi påtager os ikke sager, som indebærer interessekonflikter mellem vores klienter. Før vi påtager os en opgave, undersøger vi mulige interessekonflikter med eksisterende klienter. Hvis en interessekonflikt opstår, henviser vi klienten til en anden advokat.


4. Identitetsoplysninger

Tvermoes Advokater er – på linje med andre advokatvirksomheder – omfattet af loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge. Vi har derfor i nogle tilfælde pligt til at indhente og opbevare identitetsoplysninger på klienten.

 

5. Honorar

Advokater må ikke kræve et højere vederlag for deres arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. Vores honorar fastsættes på grundlag af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår hensyn til:

  • Det anvendte tidsforbrug
  • Hvem der har medvirket til at løse opgaven
  • Opgavens kompleksitet
  • Om opgaven har nødvendiggjort en indsats under betydeligt tidspres
  • Den betydning, opgaven har for klienten
  • Det ansvar, der er forbundet med at løse opgaven
  • Det opnåede resultat.

Vores honorar er eksklusiv relevante omkostninger og udlæg. 

Det kan være vanskeligt at beløbsfastsætte et honorar, når vi modtager en opgave. Efter anmodning afgiver vi gerne – og altid over for forbrugere – et begrundet overslag og oplysning om de forventede omkostninger og udlæg, ligesom vi så tidligt som muligt orienterer klienten, hvis det viser sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget.


6. Betaling

Almindeligvis udsteder vi en faktura, når opgaven er afsluttet. Ved større eller længerevarende opgaver afregnes salæret bagud hver måned, medmindre andet er aftalt. 

Betalingsbetingelserne er 8 dage fra fakturadato, og der tillægges moms efter de gældende regler.

 

7. Forudbetaling

Vi forbeholder os ret til at afkræve forudbetaling for de udlæg og eventuelle opgaverelaterede omkostninger, der skal afholdes som led i sagsbehandlingen til eksempelvis rimelige rejse- og opholdsudgifter, gebyrer, retsafgifter, skønsmænd, eller lignende, såfremt sagens karakter efter vores skøn nødvendiggør det. I nogle tilfælde vil vi også anmode vores klient om at indbetale et beløb til sikkerhed for betaling af vores honorar.


8
. Klientmidler

I det omfang vi modtager forudbetaling eller deponering af omkostninger, vil sådanne betalinger blive betragtet som klientmidler, der skal indestå på en klientkonto, hvor tilskrevne renter (både positive og negative renter) tilfalder/pålægges klienten. Indeståender på klientkonti er omfattet af det generelle loft på EUR 100.000 (ca. 750.000 kr.), som er fastsat i lov om en indskyder- og investorgarantiordning for dækning i tilfælde af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud. Dækningsloftet beregnes for det enkelte pengeinstitut pr. klient og omfatter klientens indeståender på egne konti, på separate klientkonti og på samleklientkonto. Tvermoes Advokater påtager sig intet ansvar for en klients tab som følge af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud. 

Tvermoes Advokater har klientbankkonti i Nykredit Bank A/S. Vores hovedklientkonto hos Nykredit Bank A/S har reg.nr. 5470 og kontonummer 2714276.

9. Fortrolighed

Alle oplysninger, som vi modtager i forbindelse med en opgave, behandles som fortrolige, medmindre det fremgår af omstændighederne, at de ikke er af fortrolig karakter.

10. Insiderhandel

Alle medarbejdere hos Tvermoes Advokater er omfattet af den gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.

11. Anvendelse af vores rådgivning

Vores rådgivning er målrettet den konkrete opgave og må ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige forhåndsaccept. Medmindre andet aftales, er vi alene ansvarlige i forhold til klienten for den ydede rådgivning. 

Klienten har ret til at anvende det konkrete skriftlige materiale, som vi har udarbejdet til brug for en given sag, mens Tvermoes Advokater har og bibeholder alle ophavsrettigheder og andre immaterielle rettigheder til materialet.

12. Opbevaring af sager

Tvermoes Advokater fuldfører opgaven til dens naturlige afslutning, eller indtil klienten anmoder om, at sagen afsluttes. Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakter i mindst 5 år – og i nogle tilfælde op til 10 år – fra sagens afslutning. Om opbevaring, sletning, indsigt i data, mv. henvises i øvrigt til vores persondatapolitik på www.tvermoes-advokater.dk.


13. Lovvalg og værneting

Enhver tvist mellem klienten og os skal løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol.

14. Klager

På Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk kan læses om mulighederne for at klage. I tilfælde af en tvist om salæret og/eller utilfredshed med en af vores advokaters adfærd, kan der klages over salærets størrelse og/eller adfærd til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, eller via e-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk. Læs mere på www.advokatnaevnet.dk.


15. Ansvar og forsikringsdækning

Alle advokater hos Tvermoes Advokater er omfattet af vores ansvarsforsikring og garantiordning, som er tegnet hos Codan Forsikring. Vores ansvar er i enhver henseende begrænset til DKK 2,5 mio. kr. og gælder uanset, hvor advokatvirksomheden er blevet udøvet. Vores ansvar omfatter ikke økonomiske konsekvenstab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v., eller andre former for indirekte tab. 

Vi hæfter ikke for eventuelle fejl begået af andre rådgivere, som vi har henvist klienten til, ligesom vi ikke hæfter for eventuelle fejl begået af underleverandører, som vi efter aftale med klienten har overladt dele af opgavens løsning til.